TEMA I FEBRUAR

Når tid er en mangelvare

Kære selvstændige ildsjæl!

”I ethvert tilvalg ligger et fravalg af noget andet”.

 

Det kan være gavnligt at huske på, når virksomheders drift går stærkt.

 

Det betyder altså, at man ikke kan blive ved med at fylde på. Og fylde på. Uden at fjerne noget – eller i det mindste ligge det i pipeline til senere.

 

Jeg har selv fuld skrald på min egen forretning. Der er masser af drift - og masser af udviklingstiltag, der skal køre på sidelinjen af driften. Der skal holdes møder, der skal uddelegeres til teamet. Der skal forhandles aftaler på plads.

 

Alt sammen for at holde momentum og sikre virksomhedens overlevelse. Ellers er der ikke eksistensgrundlag.

 

Mange spørger mig, hvordan jeg når så meget. En spurgte endda engang om jeg var velsignet med et par bogstavsdiagnoser.  

 

Når tid føles som en mangelvare, hvad er humlen så?

 

Mit svar er benhård prioritering.

 

Prioritering kommer ikke af at du kan lave den rigtige plan og struktur i et Excel ark.

 

Det kommer af, at du ved hvor du vil hen med virksomheden. At du ved, hvad der er vigtigst først. At du har rammesat dine mål. At det giver mening i en større kontekst.

 

Og så kan plan og struktur dernæst få hjulene til at dreje rundt.

 

 

Dynamik er et vilkår og det kan ændre på dine prioriteter over tid

 

Som alt andet i livet, så er det at drive virksomhed dynamisk. Vi får hele tiden nye indsigter om vores kerneprodukter, vores craft og vores kunder. Og vi får indfriet en masse mål undervejs. Det kan betyde, at vores virksomhed skal ændre sig, for at følge med. At konceptet skal justeres til, at der skal pitches til en anden målgruppe. Osv., osv.

 

Og det skal vi give plads til. Også selvom det går godt.

 

Jeg er selv der, hvor jeg har drevet Nichefabrikken i 5. år og jeg har nået en masse af de mål, som jeg indledningsvist havde med virksomheden. Og ikke mindst har sat mig undervejs. Jeg er klar til at sætte nye mål. Og jeg er også klar til at ændre på konceptet, fordi jeg selv er blevet klogere. Og det har mine kunder faktisk hjulpet med at forstå.

 

Så i stedet for at jeg fylder nyt på det gamle koncept, så jeg kan ”bevare” den oprindelige indtjeningskilde (som der er fuld skrald på), så prioriterer jeg, at justere det hele til. For jeg skal vælge fra, før jeg kan vælge nyt til.

 

Det kræver mod, men det har de fleste

 

At justere til, gå nye veje - og ikke bare blive ved det der virker, kræver, at man tør tro på, at det nye potentielt bliver endnu bedre.

 

Det mod har de fleste, hvis de bare kan se deres situation i et større perspektiv. Og dermed kan prioritere det hele. Det er ingredienserne der skal til, for at styrke modet.

 

Præcis sådan hjælper jeg kunder til hverdag. Min fornemste opgave, er at være deres perspektiv, når de er sovset ind i drift og egen forretning.

 

Lige for tiden smager jeg min egen medicin og har hyret Lena Boel til at være min virksomhedsmentor og sparringspartner. Hun hjælper mig med at blive helt skarp på mine og min virksomheds styrker i det store billede. Og hun hjælper mig med at prioritere hvad der er vigtigst.

 

Lena er knalddygtig! Det er alle pengene værd at få den hjælp. Hun sidder spillevende lige der foran mig. Og hun har kun til formål at have de bedste intentioner for min virksomheds vækst og udvikling. Det rykker! Også selvom jeg hellere stiller de ”trælse” spørgsmål, som Lena stiller mig, til mine egne kunder 😀

 

Men det virker og det styrker mit mod til at justere til og prioritere nyt!

 

Og jeg er så glad for at jeg selv - ligesom Lena Boel - er en af dem, som stadig vægter at lave forretningsudvikling i skræddersyet format til virksomheder. Hvor det personlige commitment og relationen er det bærende. Specielt i de her tider, hvor vi kan købe al forretningsudvikling på flaske og lige fikse det selv.

 

Man kan købe viden og indsigter i form af kurser og undervisning - og det er rigtigt fint. Men seriøs 360 graders forretningsudvikling kræver integration og hjælp til at sikre overførbarheden til den enkelte virksomhed. Der skal være en eller flere parter som kan hjælpe med at holde styr på alle brikkerne i puslespillet – hvis det skal gå op.

 

 

Ved du hvad du vil?

 

Sidder du lige nu og nikker genkendende til ideen om fravalg før tilvalg af noget nyt. Og tænker du, at dit koncept skal justeres til, så det harmonerer endnu bedre med der, hvor du er i dag?

 

Så vil jeg invitere dig til at stille dig selv følgende spørgsmål:

 

Hvad skal min virksomhed være kendt for?

 

Er vi kendt nok på netop dette?

 

Hvad er jeg stolt over, at vi/jeg allerede har opnået i virksomheden?

 

Kan vi/jeg gøre mere af det?

 

Hvad er det stærkeste karaktertræk ved virksomheden?

 

Udnytter vi det til fulde?

 

Skaber vi markedet pt med vores unikke ydelser/services/produkter - eller tilpasser vi os?

 

(Det er ok at tilpasse sig et marked, som man passer ned i, men det må ikke snære i forhold til udfoldelsesmulighederne).

 

Jeg håber at ovenstående kan tjene dig og give dig inspiration til, hvordan din virksomhed kommer videre herfra.

 

Kærlig hilsen 

SØGER DU EN MENTORORDNING?

Mine mentorordninger er for ejerledede virksomheder, der er ambitiøse på at vækste og udvikle sig – samtidig med, at driften kan opretholdes i den travle hverdag. Det er for virksomheder, der har et stort behov for et udefrakommende perspektiv, når det er svært at se mulighederne på egen hånd. Og så er det for virksomheder, der søger en praktisk tilgang, hvor der er handling bag al snakken.

FEB

Tilbage til toppen