Hvornår er du egentlig en succes som iværksætter?

Er du først en succes når dit firma har 10 ansatte og en 2-cifret millionbundlinje samt at du som selvstændig har ledelsesansvar? Er det først når dette er opnået, at du kan sige, at du er lykkes? Og er det først her at du bør føle, at du bidrager til vækst i samfundet?

 

Vi lever i en tid, hvor vi hylder acceleration og performance – i særdeleshed i vores arbejdsliv. Der ligger en tendens i, at man først rigtigt er noget, når man har arbejdet sig til en flot forfremmelse, opnået flere markedsandele eller når man vælger at ligge MASSER af timer i sit arbejdsliv. Altså en tankegang at man skal yde før man kan nyde. Og resultatet skal være STORT hver gang og på bekostning af noget andet.

 

Men er det virkelig kimen til ægte succes og mening for alle virksomhedsejere? Stil lige dig selv spørgsmålet: Hvad er det i grunden du vil med dit iværksætteri?

 

Jeg stillede mig selv spørgsmålet for år tilbage. Min historie er kendetegnet ved et brændende ønske om at gøre en forskel for mennesker, at få mine ideer frem i lyset samt at kunne skabe et fleksibelt arbejdsliv, der harmonerer med de andre ting, som jeg interesserer mig for og har kært – blandt andet mit barn og familie, mine venner og at rejse ud og opleve verden. Derudover var det vigtigt for mig, at få stillet ind på, præcis hvilke processer og arbejdsopgaver i min daglige drift, som jeg var passioneret for – og hvilke jeg absolut ikke var.

 

Sådan har jeg i grunden altid tænkt min ideelle situation. Men der skulle dog gå nogle år, før jeg stod ved det og kunne gå 100 % efter det.

 

I tiden forinden, brugte jeg meget tid på at gøre tingene sværere for mig selv, end de i grunden var. Jeg knoklede mig til mine resultater og kom til at gå en del på kompromis med mine egne værdier. Jeg havde så travlt med at opsnuse den perfekte konkurrencedygtige forretningsmodel, at jeg helt glemte at stille ind på mig.

 

Man kan sige, at jeg, trods reelle intentioner om det gode arbejdsliv som selvstændig, havde medtaget indædte overbevisninger til det at arbejde(performe) og få succes med det, som jeg havde tillært mig gennem et helt liv. De overbevisninger var, at det skulle være hårdt, tidskrævende og med blod, sved og tårer at ”blive til noget”. Jeg blev da til noget, bevares, og skabte gode resultater og bundlinje, men det var som om der manglede noget, når jeg skulle gøre status.

 

I dag har jeg meget større succes end før. Jeg har en bedre bundlinje, jeg har mere overskud, jeg er mere glad, jeg er generelt meget mere drevet. Jeg kalder min nuværende succes for en langsigtet, bæredygtig succes, der fodrer mig dagligt. For mig er nøglen til min succes, at jeg hver dag gør de ting, som føles rigtigt for mig og min virksomhed. Jeg nyder mens jeg yder! Mit virke handler ikke udelukkende om at finde et hul i markedet og fylde dette ud, men nærmere at finde min egen mening med det hele – og agere ud fra det.

 

Jeg vil gøre klart, at jeg IKKE ser ned på begreber som opskalering, markedsandele, vækst og så fremdeles. TVÆRTIMOD. Jeg tror bare på, at det handler om at opskalere af de RIGTIGE grunde.

 

Så hvad er de rigtige grunde så for dig? Du kan gøre præcis det samme som mig, hvis bare du træffer en beslutning om det.

 

Kunne du tænke dig en uforpligtende snak omkring din nuværende situation samt de muligheder, der ligger i din virksomhed, kan du tage kontakt til mig. Jeg vil meget gerne høre fra dig.

 

Kærlig hilsen Mette

Indlæg skrevet i

Efterlad en kommentar