Skip to content

TEMA I AUGUST

Planlæg dine kommende aktiviteter indefra og ud.

Kære selvstændige ildsjæl!

Så går vi ind i august måned.

 

Wow, jeg synes at tiden flyver. Har du det på samme måde?

 

Jeg håber at sommeren er god ved dig. Jeg håber også, at du har haft mulighed for at slappe af, komme ned i gear og nyde lidt sommerfri.

 

Som selvstændig har man jo aldrig helt fri, siger man. Måske fysisk, men mentalt kan der fortsat opstå tanker, ideer og påskud selvom du har lukket ned til ferie.

 

De gode ideer kommer oftest til mig selv, når jeg trækker stikket i hverdagens drift.

 

Jeg har nydt ferien med min familie i to uger. Og inden familien fik ferie, tog jeg en arbejdsuge ud af kalenderen og brugte dagene på at fremstille keramik. Det var SÅ godt.

 

Jeg elsker at være kreativ – og gøre noget andet end det, jeg plejer. Og det er faktisk næsten 10 år siden jeg sidst har arbejdet med ler.

 

Det var en skøn uge! Og pausen fra drift gav mig mange gode indsigter til min forretning. Så man kan vel godt kalde det forretningsudvikling 😀

 

Jeg gætter på, at en ildsjæl som dig selv, har fået en ide eller to hen over sommeren. Hvis din ferie er slut, er det nu tid til at komme i sving med at få struktur på dine tanker og ideer.

 

Det kan være, at du har fået så mange ideer, at du lige skal have dem filtreret først. Så du kan fokusere på dem, som er ”færdigbagte” og som er i vater med det, som du gerne vil bruge resten af dit regnskabsår på. De andre, kan ”hæve” lidt længere og vente til senere.

 

Du går ind i dit efterår lige om lidt og momentum i forretningen er afgørende for din forretning. Derfor er det nu, at du skal lave planer og begynde at eksekvere på dele af din plan.  

 

I forhold til forretningsudvikling plejer jeg at sige til folk: Du kan få det hele, bare ikke altid på samme tid.  

 

Værn derfor om din tid. Undlad at strø om dig med din tid. Fokuser den til det, som betyder noget for dig - og som får dig derhen, hvor du gerne vil være. Skridt for skridt.  

 

Jeg kan kun sige dette, fordi jeg selv må tage beslutning om dette hver dag. Tidsstyring ER svær.

 

Det kan være, at du har en overordnet strategi for 2019, som du lavede i dec/jan – som nu skal fintunes, så den harmonerer med det, som du vil opnå.

 

Anerkend den dynamik der ligger i at drive en virksomhed og juster dine planer, hvis det er nødvendigt.  

 

Overordnede strategier er generelt lidt som overordnede mål: Vi kan have en tendens til at glemme at lede ud fra dem i en hverdag fyldt med drift. Derfor kan det give mening at du lige nu kun kigger 3-4 måneder frem og lav en konkret plan for dine aktiviteter og mål i denne periode.

 

Er du i tvivl om hvor du skal starte?

 

Einstein sagde: ”Ingen udfordring kan blive løst ud af den samme bevidsthed som skabte det”.

 

For mig hjælper det ALTID at gå en lang tur i skoven og tænke over mit virke. Væk fra mailbip, telefoner og ”forstyrrelser”. Det grounder så godt at gå der i naturen. Og når kroppen kommer i bevægelse, så opstår der mere ro i hovedet – og dermed plads til nyt. Så banalt – og så vanvittigt virksomt 😀

 

Måske du skal prøve det, hvis ikke du allerede bruger teknikken?

 

Når du går der i naturen, så sørg for at have en notesbog med, så du kan notere det ned, som kommer til dig.

 

Jeg vil også gerne give dig et par spørgsmål med på vejen, som du kan stille dig selv, mens du går.

 

De kommer her:

 

Hvad er gået rigtigt godt siden januar?

 

Hvad har været sjovest for mig?

 

Hvad har været mest givende og meningsfuldt for mig?

 

Hvad vil jeg gøre mere af resten af året?

 

Hvad vil jeg gøre mindre af resten af året?

 

Jeg lover dig, at der kommer gang i de tanker, som giver anledning til at få skabt en struktur omkring din kommende planlægning.

 

Det kan være, at du tænker: Hvorfor handler de spørgsmål om mig? Og ikke om mine kunder? Marketingsplaner osv?

 

Hvis du følger mig, så ved du, at jeg lever af at hjælpe erhvervsdrivende med at vækste kommercielt. Det ER afgørende at tænke kommercielt, for ellers er der ingen forretning.

 

MEN! Som erhvervsdrivende har vi en tendens til at glemme at værdiskabe indefra og ud. Og når vi glemmer dette, gør det os udmattede og trætte – og det fordrer ikke just vækst i forretningen.

 

Som erhvervsdrivende er dit virke afhængig af DIG. Så derfor skal du tænke dig selv ind først.

 

Du ER fundamentet.

 

Og fundamentet skal komme først for at stå stærkt. Og hernæst kan den kommercielle vækst begynde!

 

Det er en mindset ting. Den vigtigste prioritet som erhvervsdrivende er derfor at finde ud af, hvad du skal gøre, for at du har det godt. Når du gør noget som nærer dig, så nærer det din forretning. Og det er det allerbedste fundament du kan give din virksomhed!

 

Det er IKKE det samme som at gøre ingenting og bare sidde og spise vafler i solen resten af sommeren. Det er at tage et grundigt kig på, hvad der nærer dig i dit virke.

 

Dét er hele essensen af at kunne drive noget! At du mærker at det som du laver, giver mening og nærer dig. Og stopper med det, som ikke gør.

 

(Er din virksomhed afhængig af en specifik proces, der ikke nærer dig, så skal det jo gøres. Stil dig selv spørgsmålet om du skal have hjælp til at udføre denne del? Det er muligt at få hjælp – og du behøver ikke at gøre alting selv).

 

For at understøtte min pointe, vil jeg referere til en bog, som jeg læste før sommeren som hedder ”The Spark and the Grind – Ignite the power of disciplined creativity” af Erik Wahl. Den cirkulerer om følgende emne:

 

Du kan ikke Grinde(gøre en indsats) uden Spark(din gnist).

 

I så fald bliver det knoklende og hårdt at være til – og meningsløst. Og du kan ikke skabe effekt af din gnist uden en indsats. Så simpelt er det.   

 

Og tilbage til det med tiden(som er din vigtigste ressource)…

 

Tiden kan være svær at styre i en travl hverdag, når du skal nå dine mål. Også selv når du har en plan for det hele.

 

Derfor:

Hæng følgende spørgsmål på en mental huskekrog i nakken og ”hiv det frem” når du træffer hverdagsbeslutninger:

 

”Vil ..indsæt opgave/proces/scenarie/mulighed… udvide mine muligheder for at nå mine mål på sigt – eller hæmme dem?”

 

Nyd August. Denne måned er din mulighed for, at få struktur på dine vækstideer og planlægge at gøre dem til virkelighed.  

 

Lad mig vide hvordan spørgsmålene virker for dig.

 

Kærlig hilsen

 

Mette

4itqHclQ
AUGUST

AKTUELT I AUGUST

Jeg tilbyder et begrænset antal gratis

1:1 sparringssessioner i august.

KLIK HER og læs mere om dit udbytte af sparring med mig

4itqHclQ

Tilbage til toppen

Scroll To Top